Spring til indhold
Prøv gratis

Privatliv

Sådan behandler DomGuard data

DomGuard drives af BitTech IT ApS, CVR 37576352, Stamholmen 193F, 1. tv., 2650 Hvidovre. Spørgsmål: support@bittech.dk.

Gratis værktøjer

Domæne-tjekket og validatorerne slår kun offentlige DNS-oplysninger op. Vi gemmer domænenavnet, resultatet og tidspunktet. Din ip-adresse gemmes kun som en envejs-hash for at begrænse misbrug og slettes efter 90 dage. BitTech bruger oversigten over tjekkede domæner til at forbedre tjenesten og kan kontakte virksomheden bag et domæne med alvorlige fejl om resultatet — aldrig dig som person, for vi ved ikke, hvem der har lavet tjekket. Selve værktøjerne sætter ingen cookies; se afsnittet om cookies nedenfor.

Header-analysen gemmer intet: de indsatte headers analyseres i hukommelsen og glemmes, når siden er vist.

Konto

Når I opretter en konto, gemmer vi firmanavn, CVR (hvis oplyst), navn og e-mail på brugerne, samt en log over logins og ændringer. Login sker med et link på mail; vi gemmer ingen adgangskoder. Der bruges én nødvendig sessionscookie, når du er logget ind.

Rapporter om jeres domæner

Når jeres DNS peger rapporter til DomGuard, modtager vi DMARC- og TLS-rapporter fra mailudbydere som Google og Microsoft. De indeholder ip-adresser og navne på de servere, der har sendt mail med jeres domæne som afsender, og antal mails — ikke indholdet af mails eller modtagernes adresser. Rapporterne vises først, når I har bekræftet, at I ejer domænet.

Web-overvågning

Slår I web-overvågning til, sender browserne hos jeres besøgende rapporter til os. Vi gemmer ikke de besøgendes ip-adresser, fjerner query-strings fra alle adresser og gemmer kun browserfamilien (fx „Chrome“).

Forklar og løs (AI)

Når nogen trykker „Forklar og løs“, laves forklaringen af en europæisk AI-model via gdprchat.eu (driftet på europæisk infrastruktur hos Scaleway i Frankrig). Data sendes ikke til amerikanske AI-udbydere. Vi sender kun det, der er nødvendigt: offentlige DNS-oplysninger, vores egne vurderinger og samlede tal. E-mailadresser maskeres, og der sendes ingen persondata om jeres besøgende.

Hvor data ligger, og hvor længe

Data ligger på servere, som BitTech IT driver. Mails sendes via Microsoft 365. „Forklar og løs“ behandles af gdprchat.eu i EU. Kontodata gemmes, så længe I er kunde. Rapporter gemmes, så længe de bruges i overvågningen, dog højst 13 måneder. Sletter I jeres konto, sletter vi kontoens data.

Dine rettigheder

Du kan altid få indsigt i, rette eller få slettet oplysninger om dig. Skriv til support@bittech.dk. Du kan også klage til Datatilsynet.

Cookies

Vi bruger Cookiebot til at styre dit samtykke på de offentlige sider. Portalen bruger kun én nødvendig sessionscookie, når du er logget ind, og header-analysen indlæser ikke Cookiebot.